kontrovers over Capcoms genstart af Devil May Cry Ninja Theory har udformet en stilfuld, engagerende, interessant og, mest af alt, sjov Devil May Cry Spillet affald ingen tid at indføre sin re-forestillet Dante, nye indstilling og de temaer, der kommer med det. Dette er på ingen måde en simpel lag maling. Det er en total ombygning, men fundamentet er klassiske Devil May Cry. Når vi først mødes Dante, han lever det ultimative party dreng, generation Y slacker liv. Parter, sprut, strømme af tilfældige kvinder. Det er alt, hvad en 20 noget halv-dæmon /halv-angel kan ønske sig. Og der er den første større afvigelse fra den originale serie. I stedet for at være halvt menneske, Dante er nu halv-angel - kendt som en Nephilim - selv om han i første omgang er uvidende om hans slægt. Mens denne ændring kunne have vist sig at gøre Dante en mindre relatable karakter - og på trods af ikke at være menneske på alle - hans menneskelighed tilbage, heldigvis, intakt. Karakter af Dante er en af DMC s Stemmen virkende og karakteristikker er strålende over hele linjen, men Dante er ikke den eneste karakter til er blevet omarbejdet. The Demon Kong Mundus er tilbage i en stor måde, som er Virgil, men begge figurer er anderledes end du måske huske. Mundus hersker over den dobbelte riger på Jorden og Limbo, gemmer sig i et almindeligt syn på Jorden som en bankmand Kyle Rider. Han styrer Jorden og menneskeheden gennem gæld og subliminale tankekontrol. Virgil tager rollen som leder af en anonym stil gruppe kendt som The Order. De søger at åbne verdens øjne for dæmonerne, der kører det og fjerne Mundus fra magten. Oh og at subliminale tankekontrol ting ... de gøre det gennem en energidrik. Mens Ninja Theory har injiceret nogle vægtige temaer og brugte aktuelle begivenheder som en kulisse til historien, samlet fortællingen er så skrupskør som du ' ve kommet til at forvente fra DmC fortællingen er helt sikkert stærkere og mere godt afrundet, at vi har set før i en Devil May Cry Spillet gør et stort stykke arbejde med at bevæbne dig med nye våben temmelig regelmæssigt. Ligesom du begynder at mestre dit nuværende sæt af våben, noget nyt og endnu mere spændende er tilføjet og du starter læreprocessen forfra. I sin mest grundlæggende, bekæmpe er opdelt i nærkampe, jonglerer og pistol spille. Men gemmer sig bag disse tre simple kommandoer er en kamp og combo-system så dybt du kunne drukne i det. Dantes Nephilism (?) Kommer i spil her som du erhverve både engle og dæmoniske våben. Angelic våben er lettere og hurtigere og mere nyttigt for jonglering og gør mindre mængder af skader på flere fjender . Demonic våben, på den anden side, er det samlede kraftcentre bruges til at smadre gennem fjendens skjolde og gør stor skade på et mindre antal fjender. Skift mellem Dantes standard sværd og Angelic /Demonic våben er en brise. Du skal blot holde venstre trigger for at indtaste Angel tilstand eller den rigtige udløser Demon mode. Efterhånden som du kommer til at tjene mere end et våben for hver tilstand, men med den simple tryk på D-Pad kan skifte mellem dem. Dette skift er kernen i kamp i DmC Ved at kombinere Oprør med jonglering, derefter skifte til en Angelic våben, der trækker alle fjender tættere og efterbehandling dem ud med et massivt angreb med en Demonic våben er bare ridse overfladen af, hvad kampen har at tilbyde. Mens være i Angel eller Demon mode og trykke på ilden knappen Dante vil sende en kæde til den nærmeste fjende og trække sig selv mod dem eller trække fjenden til ham hhv. Dette åbner op alle mulige muligheder og skaber potentialet for nogle de længste og mest utrolige combos endnu. Combat bliver en rytmisk se-savning motion som du skifte mellem våben i farten, mens zippe mellem fjender i luften og kirurgisk tage dem fra hinanden, alt imens forsøger at tjene, at SSS combo rating. Dette er den hurtigste, mest flydende og mest stilfulde kamp endnu ses i DMC DmC I tidligere nævnt, at historien var spændende, og det er, men det lider nogle pacing spørgsmål. Især mod slutningen. Historien Peters ud, og selvom kampen med Mundus truer den samlede kørsel er mindsket. De fleste rivning af alle var Kapitel 18. Hvert kapitel før hånd har skubbet historien fremad og var drevet af kamp og stil, og så skal du nå det næstsidste niveau, og det tvinger dig til at fuldføre en langsom sjovt, kedeligt og simpelt puslespil. Det ødelægger halsbrækkende tempo i spillet var sat og helt tager dig ud af handlingen. Heldigvis, det er temmelig kort. The boss kampe og den samlede sværhedsgrad er stridspunkter også. Boss kampe lider at være alt for simple anliggender. Lær mønsteret, ramte svage punkt og dræbe boss. De udgør ingen reel udfordring og repræsenterer ikke over-top-top og sindssygt svære chefer gamle. Faktisk vanskeligheden af spillet i almindelighed er lidt lav. Jeg er på ingen måde en DMC Alt i alt DmC:. Devil May Cry Som den Definitive Edition finder sted efter begivenhederne i DmC:. Devil May Cry i begyndelsen, Vergils en meget anderledes Nephilim end Dante.; han er langsommere i kamp, og tilbyder ikke en masse sort, når det kommer til hans indledende angreb. Mens det er lidt af et ryk, som du bliver nødt til at justere din play-stil i overensstemmelse hermed, hjælper det at holde beat-em-up karakter af DmC til sidst, Vergil vil låse en Djævelen og Angel version af hans sværd, Yamato ... og, når du får disse færdigheder, det hele er overstået. I første omgang langsom, drevet op udgave af Vergil bliver virkelig en kraft, man kan regne med. Med hver ny ulåst færdighed, vil du føle, at langt mere kraftfuld, på en måde, jeg aldrig følt, når de kontrollerer Dante. Story-wise, du kan ikke skyld meget med "Vergils Downfall". I en kampagne, der kører i en god to eller tre timer, vil du se, hvordan Ninja Theory omhyggeligt har planlagt Vergils titular undergang, og det vil efterlade dig næsten tigger om DmC: Devil May Cry for det meste, cutscenes er blevet erstattet med smarte animerede sekvenser, der har alle en stil til deres egen. Mens de meget passe den mentale tilstand, hvor Vergil befinder sig i, min eneste klage er, at de var lidt svært at følge i første omgang. For den længste tid, jeg troede, jeg var ser Vergil interagere med Dante, da han i virkeligheden var at kommunikere med sin egen skygge selv. I det hele "Vergils Downfall" viste sig at være en stor lille add-on i den oprindelige DmC Selvom vi har ikke noget men store ting at sige om spillet, én ting er stadig klar.: det er stort set det samme spil du har spillet på sidste-gen. Mens Definitive Edition Dante er død. Længe leve Dante. Hell, Vergil også DmC:. Devil May Cry Definitive Edition blev revideret ved hjælp af en salgsfremmende kode på Xbox One og debug kode på PS4, som leveres af distributøren.
er længe gjort, og støves , men det kunne have jaget fans væk fra franchisen. Om ikke andet, frigivelse af DmC:. Devil May Cry
Definitive Edition
giver disse typer - og andre, der gik glip af - en chance for at spille en stor lille spil
titel. Det er rigtigt, at franchisen og formår at trække ud den vanskelige balancegang at holde ånden i de tidligere spil intakt, mens oprettelse sin egen identitet. Både Ninja Theory og Capcom burde have ros for at følge op med denne genstart, leverer det så fremragende.
Dette DmC
er ikke en corny anime banke off. Den er ikke bygget på trætte japanske klichéer eller mystiske (læs: underudviklet) tegn sammen en meningsløse plot. Det er en brovtende, bombastisk stil djævel; en rapkæftede, skråsikre røvhul. Det er den fyr, du ønsker du var mere som; sikker og komfortabel i sit eget skind. DmC
ved, hvem og hvad det er og gør ingen undskyldninger for det. Der er ingen leflen for de såkaldte fans, der var så lydeligt negativ og ingen forsøg på at vinde over dem, som allerede havde besluttet de hadede spillet, før du spiller det og DmC
er alle bedre for det.
største styrker. Takket være nogle ordentlige skriftligt og en stor stemme ydelse, du vil finde dig selv fast i Dantes hjørne, råber ham på hele vejen.
.
spil, men hvis du re spiller DmC
for historien, du gør det forkert. Det handler om kampen. Den stilfulde, over-the-top, umulig kamp. DmC
leverer det i Spar. Det starter ud forsigtigt, med blot Dantes trofaste sværd Rebellion og hans pistoler - Ebony og Ivory - til brug mod de horder af fjender sendt din vej. Over tid selvom du anskaffe et imponerende arsenal af våben, perfekt til at tage dine fjender fra hinanden i stil.
.
serien og samtidig skræmmende i starten, når du får "det alt falder på plads, og det sjove stopper ikke.
er ikke fejlfri dog og mens problemerne er mindre og ikke plette oplevelsen som helhed, de er værd at bemærke. Gennem hele spillet, vil du komme på tværs af flere platformspil sektioner. I teorien er de en rigtig god idé, men i praksis kommer til kort. Dante er hurtig og adræt, men hans hoppe er designet til vertikalitet og bekæmpe. Jumps er alt for let at mistime eller misalign sende dig tilbage for at prøve igen. Ideen er stor, men udførelsen er slukket. Jeg ville være glad for mere platformspil i en efterfølger forudsat mekanikken er sammenknebne. Kameraet hjælper ikke spørgsmål enten. Selv om det gør sit bedste for at holde trit med den handling, ofte gange det ville få tabt af fast bag nogle kulisser helt tilslører min opfattelse af handlingen. Endnu værre var under platformspil sekvenser, lejlighedsvis en fjende synes langt væk fra mig placering og kameraet ville holde fokus på det i stedet for den retning, jeg var på vej, sende mig kaster ned i et hul igen og igen.
veteran, men jeg spillede igennem på den sværeste sværhedsgrad tilgængelige og breezed igennem. Når det er sagt er der flere andre oplåselige vanskeligheder, herunder rammende titlen helvede og helvede tilstand, hvor Dante dør fra en enkelt hit. Yikes! Så mens det er vanskeligt er lav i starten, om de oplåselige tilstande endda purister vil blive udfordret
er et fantastisk sjovt spil. Fans kan have været utilfreds med den ændrede foretaget indstillingen og til Dante, men når det kommer til stykket essensen af Devil May Cry
er blevet ærbødigt bevaret. Den stilfulde og over-the-top action er stadig til stede, som er den latterlige historie, omend fortalt for alvor denne gang. Den hamrende soundtrack byder Combichrist og Noisia er den perfekte opbakning til den brutale hack og skråstreg gameplay og når bekæmpe klik, du vil glæde i de combos du rack op.
, denne version af DmC
også kommer med sin "Vergils Downfall" DLC og en nyligt genindført Bloody Palace tilstand
- så, naturligvis, mindre spoilere vil være i denne anmeldelse, og de store spoilere vil smække dig i ansigtet, hvis du spiller DLC før du er færdig grundspillet - "Vergils Downfall" placerer spilleren i Vergils sko som han kommer fra de begivenheder, der har indgået kampagnen. Vergil besidder de samme færdigheder og evner i DLC, som han viser i slutningen af DmC
, men selvfølgelig, er du nødt til at låse op for nogle af disse færdigheder og våben, mens du kæmper dig vej gennem de seks kapitler af DLC
frisk som du er tvunget til at udforske forskellige måder at gøre Vergil en effektiv dræbermaskine.
's efterfølger .
, og kun fremmer kvaliteten oplevelse af DmC: Definitive Edition
. Det er svært at gå galt med det. Det samme gælder for Bloody Palace, en Horde-typen mode, hvor du tager på bølge efter bølge af fjender ved hjælp af enten bror
kommer stærkt anbefales til dem, der har ikke spillet det, bør det kun hardcorest af fans overveje at betale fulde detailpris for mere af det samme. Sikker på, det er i 1080p og 60fps, og kommer med Turbo mode og tre nye vanskeligheder, men vi er sikker på du vil styre uden. Eller indtil et salg, i det mindste.