Resident Evil kan ikke dø. Men efter afgang af skaberen Shinji Mikami, to underholdende men i stigende grad uklare opfølgning til fremragende Resident Evil 4, og utallige risikable spin-offs (Operation Vaskebjørn by kan være en ægte biohazard), stamfader overlevelsen-horror-genren isn 't helt den kraft det engang var enten. Capcom forstår, at mange fans ønsker at vind uret tilbage til, når Resident Evil var om zombier og uhyggelige palæer, og så har genoplivet i 2002 GameCube genindspilning (eller "remake", som det er kendt) med en oprindelig 1996 igen som et budget-priced HD Remaster. Det betyder, at opskalere den til 1080p, der tilbyder en widescreen-tilstand, og podning nogle friske hud på den længe hvilende lig, også. Og selvom kødet er hamskifte fra denne patchwork misfoster i steder, den smitsomme stamme af gameplay det bærer er en du skal stadig ikke gå glip af.
Det hjælper, at GameCube genindspilningen var altid en utrolig smuk spil. Med pre-renderet baggrunde og idiosynkratiske statiske kameravinkler, Capcom Production Studio 4 formået at presse visuals fra den lille lilla kasse (andre farver var tilgængelig) til rival at generations bedste. Jo større sejr, var imidlertid art direction, sandwich overdådige neoklassiske eg-og-marmor mellem foruroligende faldefærdige korridorer og discomfortingly kirurgiske lab rum. Trods lagdelt med friske teksturer - strukturen af et tæppe her, en rude af farvet glas der - og smukke opdateres modeller for sin S.T.A.R.S. og fjender, at Remaster ikke altid lever op til 2015 høje tekniske standarder. Alligevel lick maling og det kunstneriske vision sikrer Spencer Mansion er foruroligende følelse af sted forbliver intakt
Jeg får den lavvandsmærket af vejen først:. Den Aqua Ring, hvor Neptuns vrede venter, er et pixelleret sammensurium, synlig baggrund artefakter på PS4 kontrasterende kraftigt med skarpere, mere detaljeret Chris Redfield eller Jill Valentine, enten i traditionel klædedragt eller deres BSAA alternative kostumer. I den anden ende af skalaen, i forhallen er sublim, marmorering i fliser af reflekterende gulv skarpe, candle flammer mere subtile, de kandelabre selv bedre defineret. Hell, tæpper selv se plys. Det meste af palæ, og senere bopæl, falder tættere på denne ekstreme, med forgrunden detalje sjældent efterladt usminket, nogle områder genskabt helt, og netop den ulige grimme tekstur eller detalje lurer i mørket. Mange steder, spillet er smuk - eller i det mindste lige så smuk som en mør gamle herregård kan være. Bare blive advaret om, at når du hovedet under jorden, vil du snuble over et par gruopvækkende scener, der intet har at gøre med T-virus.
Hvis den visuelle kvalitet er fragmentarisk, resten af spillet er noget, men . Der er en meget god grund Resident Evil remake huskes som en klassisk, og intet om det har ændret sig. Det er svært at forestille sig et moderne spil, der ville vove at tvinge dig til at plante dine fødder til branden på indkommende trusler, at så bevidst disempowers dig med sin klaustrofobiske afgrøder på handlingen og besværlige kontroller, men Resident Evil gør. Og det gør det til ét formål:. Atmosfære
Jeg gætter en økonomi indsats var forpligtet til at gøre remastere en levedygtig cut-pris release, hvilket forklarer nogle af sine grimmere øjeblikke. Hvad er uforklarligt er framerate. Konsoller nægtes 60fps mulighed for pc-versionen, men PS4 dypper nogle gange ind i de lave 20'erne smager kun af dårlig optimering. Det er utilgiveligt, men også, weirdly, mindre relevante end jeg havde frygtet. Faktisk takket være de herky-jerky kamera skift og tålmodig natur kamp, er det næppe selv mærkbar, medmindre du leder efter det. Hvis begrebet generer dig alligevel, det er PC versionen, du ønsker.
Du behøver ikke spam ud kugler i Arklay bjerge, du spare ammunition, miste skud kun, når du ved, de vil tælle, så du kan eke ud af lidt mere liv. Du behøver ikke styrte om at løse gåder, men planlægge din rute og begrænset opgørelse plads (seks slots til Chris, otte for Jill) gradvist at trævle den sadist puslespil boks, der er Spencer ejendom. Det er en langsom brænde, men støt indsatserne montere og ved midtpunktet du hoppe på klaprende ruder, vagt over ligene på gulvet, som du har lært måske ikke blive døde, og rørende klud, hver gang spillet bryder sin tilbageholdenhed og udruller et af sine orkestrerede skræmmer. Det er ikke skræmmende i vejen Alien: Isolation er - på trods af ligheder mellem begrænset skrivemaskine gemmer og Alien beredskab telefonbokse - men hvis du er kløende (velsmagende!) For en overlevelse-horror-spil, der lægger vægt hoppe forskrækkelser og den spændte scrabble at blive live, vil det ridse at klør meget pænt.
Remaster selv glimrende forstærker vibe med opgraderingen til 5.1 surround sound. Der er ingen støj helt så fascinerende forfærdelig som squelch af en delvist nedbrudt fod tage et skridt blot et par inches væk fra skærmen. Brande knitre med en varme, du kan høre Jeg er mindre sikker på om Remaster endelige tilføjelse: den nye kontrolordning. Ja, Resident Evil tank kontroller er notorisk akavet, men det er slags punktet. Mikami og co ikke vil have dig til føle sig trygge, men magtesløs. Jeg er smerteligt bevidst, dog, at jeg har trænet min hjerne til at håndtere dem. Da du ikke kan styre kameraet alligevel, efter en kort tilpasningsperiode giver det mening for mig, at skubbe fremad på stokken flytter din karakter frem i forhold til deres eget øje linje, så du sparer revurdere tommelfingeren vinkel med hvert perspektiv flip. De nye kontroller betyder gør præcis det, men med en advarsel: du vil holde bevæger sig i retning af din sidste tilt så længe du holder holder stokken. Det er bare en anden slags akavet efter min mening, men hvis det hjælper dig synke dig ind Resident Evil, så det er fantastisk. Og det er virkelig historien om hele denne Remaster. Det er en ofte strålende men ujævn wrapper for et spil, der er stadig, efter næsten to årtier, en af - hvis ikke den
, og den blide sikker plads musik har aldrig været en mere beroligende balsam for ømme nerver. . På mange måder lyden gør hvad visuelle polish aldrig kunne, fordybe dig mere fuldt ud i den rige atmosfære
- bedste B-film i videospil form, der nogensinde er lavet. Eventuelle visuelle lave punkter er værd varige fordi selve spillet er stadig en kold-as-a-lighus-plade klassiker, og denne version tilbyder den bedste lydende, mest alsidige måde at spille det endnu.