engelsk skuespiller Edmund Kean sidste ord angiveligt var: "døende er nemt, komedie er svært." Det er indlysende, at Kean ikke var hemmeligt en blæksprutte foregiver at være et menneske, ellers hans sidste ord kunne have været "komedie er nemt,. Hælde et glas mælk er svært" Faktisk ville de have været en flok blurbs og gargles fordi blæksprutter (og ja det er blæksprutter ikke octopi fordi blæksprutte er ikke et latinsk ord) kan ikke tale. Men i Octodad: Dadliest fangst, du faktisk er Der er en fin linje mellem "kort, men sød" og "simpelthen for kort," og Octodad hælder til sidstnævnte. På $ 15 det er omkring prisen på en film, som også ville vare omkring den samme mængde tid, men med spil ofte giver dobbelte længde for at mængden af penge (eller mindre), det føles som om en lavere pris punkt kan have hjalp med at gøre det føles som en bedre værdi. Det, eller det kunne have været længere - enten måde, vil du ikke være tilfreds med, hvor meget er der, for hvor meget det koster Du kan ikke bare "gå" i Octodad.. I stedet skal du svinge dine fangarme omkring en på et tidspunkt som du forsøger at køre uden at føle i benene. Flytning dine arme er lige så svært, og plukke ting op? Crazy svært i starten. Jo mere du spiller, jo mere naturligt det føles, men det aldrig kommer til det punkt, hvor den relativt simple mål om "Chop brænde" er noget mindre end en kæmpe opgave. Til sidst, når stealth sektioner blandes i, behøver tingene bliver mere kompliceret end at plukke ting op og sætte dem ned, men gameplayet ikke rigtig udvikler sig forbi humor der ligger i det centrale begreb i spillet. Men når alt er en kamp, alt er komiske. En af de sjoveste dele af spillet? Et afsnit i en købmand, hvor jeg havde brug for at kravle op på noget. Det er det. Det var en af disse supermarked skærme, hvor en masse ting blev stablet op, og jeg havde brug for at bestige det, og jeg var gråd Men der er et problem -. ligesom det begynder at rampe op, og ligesom du wrap dit hoved omkring hvordan man styrer Octodad gennem stadig latterlige situationer rulleteksterne. Der er intet galt med en kort spil - nogle af titlerne på vores bedste spil nogensinde liste ur ind på mellem tre og fire timer i længden - men på lige under to timer, Octodad føles decideret anæmiske. En anden time og en eller to ekstra steder ville have hjulpet det uhyre, men i stedet, Dadliest Catch s pacing føles off. Der er nogle replay værdi i co-op (som har spillerne styrer Octodad sammen Dadliest Catch er en slapstick komedie; du dybest set spiller som en cephalopodan version af Charlie Chaplin, udskridning ned en bananskræl fyldt gangen så skøre musikken spiller og en vred kok jager dig, mens skrigende om, hvordan han ønsker at gøre dig til calamari. Og på samme tid, er det en indtagende og - chokerende - relatable historie om en blæksprutte bare forsøger at være en kærlig ægtemand og far. Det er engagerende i hele, og det grundlæggende koncept er så dum og sjov, at det føles som om næsten enhver situation ville have gjort for en overbevisende og sjovt gameplay - hvilket gør det endnu mere hjerteskærende, når ting kommer til en tæt langt
spille som en blæksprutte foregiver at være et menneske, og resultatet er en utrolig charmerende, omend utroligt kort rejse
For mange penge?
latter. Jeg langsomt løftede en fangarm med en analog stick, og derefter langsomt sætte det på den første boks, og derefter langsomt løftede den anden fangarm med den anden analoge stick, og derefter langsomt sætte det på næste kasse - og så faldt jeg ned og havde brug for at starte forfra
), samleobjekter, og løftet om brugerdata områder, men hvad er der er bare ikke nok.
for tidligt.