Nye oprindelige egenskaber: de er noget, som gamere beklage aldrig at se ofte nok. Til tider virker det som om den video game industrien hænger fast i en efterfølger mølle. Men hver gang i et stykke tid, et nyt spil lover at bryde formen med noget nyt at byde på. Der er en flip side til at "nye IP" mønt, selv om. Når en ny titel kommer fra en etableret udvikler og falder kort, kan disse forventninger være en reel byrde. Det er desværre situationen med Grasshopper Fremstilling s Lollipop Chainsaw. Det har så mange unikke komponenter, men det mislykkedes at komme sammen for at være noget helt specielt
Grasshopper stamtavle -. 2011s Shadows of the Damned, No More Heroes serien - vil gribe mange hardcore gamere opmærksomhed, hvis Lollipop Chainsaw er helt tosset koncept gør det ikke først. Juliet, en tilsyneladende normal cheerleader på San Romero High, ankommer til hendes skole for at fejre sin 18 års fødselsdag, kun for at finde læring etablering i ruiner takket være en zombie udbrud. Med lederen af hendes halshugget kæreste Nickie knyttet til hendes hofte, Juliet muntert river hinanden de udøde legioner med sin trofaste motorsav og dæmon jagt færdigheder hendes familie har kendt i generationer. Det er den slags ud-der idé (Suda 51 tage på den oprindelige "Buffy the Vampire Slayer" film), du ville forvente fra Grasshopper, og de leverede mesterligt i den henseende.
i begyndelsen, det uambitiøse zombie-drab handling er sjovt og let at forstå. Efter tilpasning til kontrollerne i prologen, vi tog hurtigt at blande de fire face-knapperne til at tage ned de voksende monster horder, og udskæring off lemmer med Julies våben valg. Aktionen blev yderligere forbedret med tilføjelsen af "Sparkle Hunting", en combo-belønning system, der giver dig bonus for skar hovedet tre eller flere zombier på én gang. Det pressede os til at forbedre vores kampfærdigheder mens brusebad os med regnbuer og funkler, noget vi ønsker blev brugt oftere i modne spil. Og ja, blandingen af ultraviolence med barnlig glæde føles tydeligt Grasshopper, da holdets resultater med disse tematiske idéer.
Men det muntre disposition og indledende lyksalighed bærer sig, efter de første par timer. Du begynder at bemærke en mangel på fleksibilitet i kampen, med combos gentages for ofte med lille behov eller evne til at forbinde dem. Når du finder rytmen, der virker for dig, der er lidt drev at afprøve nye angreb kombinationer, og som du dræber snesevis af samme fjende typer igen og igen, vil du bemærke den frygtede "R-ordet" (gentagne) bag sit grimme hoved. Dybden er yderligere begrænset af nivellering systemet, hvor du tilbringer mønter for at låse sundhed bonusser og nye bevægelser. Takket være vores begrænsede udbud af mønter, havde vi hele tiden at vælge mellem de to, springe løbet muligvis berigende combos ind for at øge vores sundhed og styrke. I sidste ende, Lollipop Chainsaw kerne kamp er tilfreds med at være enjoyably vanille, og føler resigneret at genopvarme mekanikere, der følte frisk seks år siden i stedet for at opdatere til gameplay, der står hoved og skuldre med nutidens moderne standarder.
< p> Lollipop forsøger nogle bekæmpe sort via teknikker store og små, ligesom indføring varierede angreb eller giver dig en stripper stang til at svinge rundt i ny og næ. Ud af disse to tilgange, vi foretrak korte sidebemærkninger ligesom pole angreb, fordi udstrakt brug af tilføjelser som kanonen og angreb med Nicks hoved afsløre deres overfladiskhed. De varierede angreb, især fremkalde hovedpine, som når tredjepersons skydning introduceres med en baseball-tema minigame, der virker dårligt. Værst af alt, Lollipop læner på QTEs alt for tungt til at forsøge at holde spillerne engageret. Selv hvis de starter som underholdende, de fleste af side funktioner begrænset levetid deres kollektive velkommen.
På trods af dens mekaniske mangler, Lollipop Chainsaw mindst får sine locales højre, med hvert niveau tager Juliet til mærkelige verdener, herunder en lokal arkade, der er befængt med dæmoner eller en nærliggende gård med sin psykotrope svampe. Hvert trin er speciel på sin egen screwball måde, men de er alle holdt tilbage af ekstrem linearitet. De korte omveje og hemmeligheder krydret hele etaperne kun fremhæve lige linje Juliet ellers rejser i fra zombie kamp til zombie kamp. De syv stadier i alt for korte kampagne (omkring otte timer lang) kan være unikke, men de deler de samme problemer.